Den medicinske forebyggelse og behandling
Den medicinske forebyggelse og behandling af osteoporose består af et tilskud af kalcium og D-vitamin alene eller i kombination med én af nedenstående behandlinger, der alle øger knoglevævets styrke og evne til at modstå brud ved enten at hæmme knoglenedbrydningen, styrke knoglenydannelsen eller en kombination af disse to mekanismer:
1. SERM
2. Bisphosfonater
3. Strontium
4. Parathyroidea-analog
5. D-vitamin
6. Hormonbehandling
Kalcium og D-vitamin
Kalcium og D-vitamin er den grundlæggende behandling ved forebyggelse og behandling af osteoporose. Det anbefales at der indtages 1500 mg kalcium og 600-1000 IE D-vitamin dagligt. Kalcium er sammen med fosfat hovedbyggestenene for knoglevævet og D-vitamin skal sikre at det calcium, der indtages, optages i kroppen. Man får det største udbytte af det indtagne kalcium ved at fordele indtagelsen over døgnet. Kalcium og D-vitamin indtages i forbindelse med et måltid. Kalcium må ikke indtages sammen med jerntilskud eller vitaminpiller, der indeholder jern. Der er mange forskellige præparater på markedet. Man skal sikre sig at tabletterne er undersøgt for optagelighed hos mennesker. Tabletterne fås som tygge-, bruse og slugetabletter.
SERM (Selective Estrogen Receptor Modulator)
SERM er ikke et hormon, men virker på samme måde som østrogen på knoglevævet, dvs hæmmende på de knoglenedbrydende celler. Der findes kun ét SERM på det danske marked til forebyggelse og behandling af osteoporose:
Evista. Evista kan indtages på alle tider af døgnet og uafhængigt af indtagelse af føde.
Andre effekter: bedrer kolesteroltallet og nedsætter formentlig risikoen for brystkræft
Bivirkninger: lægkramper, ganske let øget risiko for blodprop i benet/lungen
Hvem kan ikke få denne behandling: kvinder, der tidligere har haft blodprop i benet eller lungen
Evista: 60 mg, tages 1 gang dagligt
Bisphosfonater
Bisphosfonater optages af knoglevævet og virker hæmmende på de knogle nedbrydende celler. De har ikke effekt på andre organer, når de er optaget i kroppen. Tabletterne kan dog virke irriterende på mavesækken og i spiserøret. Bisphosfonater optages meget dårligt fra maven og man skal derfor være meget omhyggelig med at indtage tabletterne korrekt for at få udbytte af medicinen.
Andre effekter: ingen
Bivirkninger: mavesmerter, kvalme og smerter i fodleddene
Hvem kan ikke få denne behandling: mænd og kvinder, der for nyligt har haft mavesår eller er i behandling med mavesårs medicin
Fosamax: 70 mg, 1 tablet én gang om ugen. Tabletten tages om morgenen (eller efter mindst 4 timers faste) med et glas vand. Man må herefter ikke indtage anden medicin (gælder også kalcium og vitaminpiller) eller mad, kaffe eller lignende i mindst 30 min. Først herefter kan man spise morgenmad. På grund af risikoen for irritation i mavesækken og spiserøret må man ikke ligge ned efter indtagelse af tabletten, man bør sidde, stå eller gå rundt. Den dag om ugen, hvor Fosamax indtages, kan man tage kalcium til frokost eller aften.
Optinate: 35 mg, 1 tablet én gang om ugen. Tabletten tages om morgenen (eller efter mindst 4 timers faste) med et glas vand. Man må herefter ikke indtage anden medicin (gælder også kalcium og vitaminpiller) eller mad, kaffe eller lignende i mindst 30 min. Først herefter kan man spise morgenmad. På grund af risikoen for irritation i mavesækken og spiserøret må man ikke ligge ned efter indtagelse af tabletten, man bør sidde, stå eller gå rundt. Den dag om ugen, hvor Optinate indtages, kan man tage kalcium til frokost eller aften.
Didronate: 200 mg, 2 tabletter dagligt i 2 uger hver 3. måned. Tabletterne tages om morgenen (eller efter mindst 4 timers faste) med et glas vand. Man må herefter ikke indtage anden medicin (gælder også kalcium og vitaminpiller) eller mad, kaffe eller lignende i mindst 30 min. Først herefter kan man spise morgenmad. I de 2 uger Didronate indtages, kan man tage kalcium til frokost eller aften.
Strontium ranelat
Strontium optages af knoglevævet og virker hæmmende på de knogle nedbrydende celler og formentlig stimulerende på de knogle nydannende celler. Det har ikke effekt på andre organer, når det er optaget i kroppen. Der findes kun et strontium ranelat præparat på det danske marked til behandling af osteoporose: Protelos. Protelos er et pulver, der opløses i vand og drikkes. Protelos indtages ved sengetid, mindst 2 timer efter fødeindtagelse og 2 timer før næste fødeindtagelse.
Andre effekter: ingen
Bivirkninger: I sjældne tilfælde kvalme og diaré de første måneder i forbindelse med start af behandlingen.
Hvem kan ikke få denne behandling: ingen
Protelos: 2 g, tages 1 gang dagligt.
Parathyroideahormon (PTH) analog
PTH analoger stimulerer de knogle nydannende celler, og genopbygger på den måde knoglevævet. Der findes kun et PTH analog præparat på det danske marked til behandling af osteoporose: Forsteo. Forsteo gives som en daglig indsprøjtning under huden i 18 måneder. Indsprøjtningen kan tages på alle tider af døgnet, men bør tages på samme tidspunkt hver dag.
Andre effekter: ingen
Bivirkninger: Kvalme, almen utilpashed, let forhøjet calcium i blodet, muskel- og knoglesmerter. I sjældne tilfælde kan ses forværring i depression.
Hvem kan få denne behandling: Patienter, der er 40 år eller mere og for kvinders vedkommende efter overgangsalderen. Osteoporosen skal være svær, dvs. der skal være sammenfald af mindst én ryghvirvel og en T-score ved knoglescanning, der er mindre end -3 eller sammenfald af 2 eller flere ryghvirvler. Et af sammenfaldene skal være opstået indenfor de seneste 3 år.
Hvem kan ikke få denne behandling: Patienter med andre knoglesygdomme end osteoporose, patienter med visse blodsygdomme og kræftsygdomme.
Forsteo: 20 mikrog, tages 1 gang dagligt.
Aktivt D-vitamin
Almindeligt D-vitamin er den grundlæggende behandling af osteoporose (se ovenfor). Dette D-vitamin skal kroppen selv gøre virksomt ved en proces i nyrerne. Nogle patienter behandles med D-vitamin som allerede er aktiveret. Aktivt D-vitamin kan indtages på alle tider af døgnet og uafhængigt af indtagelse af føde.
Etalpha: 0,25-1 mikrogram: 1-2 kapsler dagligt.
Hormonbehandling
På grund af risikoen for alvorlige bivirkninger (brystkræft og hjerte-kar sygdomme) ved længere tids brug af hormonbehandling anbefales hormonbehandling ikke til forebyggelse eller behandling af osteoporose. Hvis en kvinde er i behandling med hormoner på grund af svære symptomer i forbindelse med overgangsalderen, er kvinden også velbehandlet for osteoporose, idet det kvindelige hormon, østrogen hæmmer de knogle nedbrydende celler og øger dermed knoglevævets styrke. Hormonbehandling kan indtages på alle tider af døgnet og uafhængigt af indtagelse af føde.
Andre effekter: fjerner overgangsalder symptomer, bedrer kolesteroltallet og afhjælper tørre slimhinder.
Bivirkninger: brystspænding, ganske let øget risiko for blodprop i benet/lungen og let øget risiko for brystkræft ved langtidsbehandling. Hormonbehandling giver ikke vægtstigning.
Hvem kan ikke få denne behandling: kvinder, der har haft brystkræft eller har brystkræft i den nærmeste familie eller tidligere har haft blodprop i benet eller lungen.