Søg
 
Oftest stillede spørgsmål

Hvor ofte kan man blive DEXA-skannet?
Vi vil tilråde, at du får foretaget en knoglemineralskanning efter 2-3 år, for at se om medicinen virker på dig.

Hvordan skal skanningen læses?
T-score, er den værdi, som angiver afvigelsen fra den normale værdi hos unge voksne af samme køn. Z-score, er den værdi, som angiver afvigelsen fra den normale værdi hos personer med samme alder og køn.

Hvem kan blive skannet?
Det kan du:
Hvis du er arvelig disponeret (osteoporose hos forældre, søskende eller børn)
Hvis du har lav kropsvægt (BMI under 19)
Hvis du tidligere har haft brud pga. mindre uheld eller spontant opstået
Hvis du er gået i overgangsalderen før 45 år
Hvis du er immobil, dvs. har meget lav fysisk aktivitet
Hvis du er ryger
Hvis du har et stort alkoholforbrug
Hvis du har indtaget Prednison eller lignende præparat i 3 mdr. eller længere
Hvis du har andre sygdomme, som kan øge risikoen for osteoporose

Kan jeg selv betale for en skanning udenom lægen?
Ja, der findes private skanningssteder rundt omkring i landet.

Hvilke former for medicin kan jeg få?
Der findes efterhånden en hel række af behandlinger mod osteoporose, såsom SERM, bisfosfonater, strontium, PTH og for yngre kvinder: hormoner.

Hvilke bivirkninger er der ved medicinen?
Vi vil foreslå, at du læser siden om behandling, her er bivirkningerne nævnt.
Se også
skema over osteoporosemedicin.

Kan man spise sig rask?
Ved at spise en kost, som er sund og alsidig samt rig på kalk og d-vitamin, kan du være med til at give din krop de bedste betingelser. Ofte vil det dog være nødvendigt at indtage medicin samt kalk og d-vitamin samtidig. Der ses dog tilfælde, hvor en person kan undvære medicinen efter 8-10 år, men du vil altid skullle indtage rigeligt med kalk og d-vitamin.

Hvordan får jeg tilskud til medicinen?
For at få tilskud skal du  søge gennem din praktiserende læge, som indsender ansøgningen til Lægemiddelstyrelsen.  Medicinen til osteopatienter hører til begrebet enkelttilskud. Det betyder, at du skal opfylde nogle kriterier for at komme i betragtning til tilskud. 
Se Enkelttilskud

Jeg får prednisolon og har nu fået konstateret knogleskørhed. Vil medicin mod knogleskørhed standse udviklingen af sygdommen, selvom jeg fortsat får prednisolon?
Medicinen nedsætter risikoen for knoglebrud til omkring det halve, men da det er meget forskelligt, hvor følsomme vores knogler er for prednisolon, vil det være en god idé at lade sig skanne efter 1 - 2 år.


Hvor meget kalk og D-vitamin skal jeg have?
Det kommer an på din alder og om du har osteoporose. Jeg vil foreslå dig at kigge på siden. hvor de nordiske anbefalinger for daglig tilførsel af kalk og d-vitamin er beskrevet. Se nordiske anbefalinger
Har du osteoporose, skal du være opmærksom på, at du skal have ca. 1500 mg kalk og 20 - 30 microgram d-vitamin om dagen.

Er alt kalk lige godt? Det er en jungle at finde ud af!
Nej, der er især 3 ting, som du skal være opmærksom på:

-   Det skal være bevist videnskabeligt at kalkpræparatet kan optages
    fra tarmen.
-   Indholdet af kalk skal være opgivet som rent kalk. Kalk forekommer
    som kemiske forbindelser og nogle fabrikanter angiver mængden af
    den kemiske forbindelse og ikke mængden af kalkdelen.
-   Beregn f.eks. hvad 1000 mg rent kalk koster og køb det billigste,
    såfremt det kan optages fra tarmen.


Hvilken kost er bedst for mig, når jeg har osteoporose?
Du skal først og fremmest tænke på at få en kost, som er sund og alsidig og som indeholder tilstrækkeligt med kalk og d-vitamin. I fødevarestyrelsens udgivelse: 'Den lille levnedsmiddeltabel' kan du læse, hvad de enkelte fødevarer indeholder af vitaminer og mineraler.

Kan man tage for meget kalk og d-vitamin?
Som barn (under 10 år) er den sikre grænse for indtagelse af d-vitamin sat til 25 µ om dagen, hvorimod voksne kan indtage op til 50 µ dagligt. Forgiftning indtræder dog først ved noget højere doser, men det afhænger af den enkelte og dennes evt. sygdom. Kalk, indtaget som tabletter, er ret ugiftigt, men kan give gener i form af forstoppelse og nedsat optagelse af jern fra kosten. Selv ved svære kalkmangelsygdomme vil behovet meget sjældent overstige 4 g om dagen.


Er det rigtigt , at det er vigtigt at tage et tilskud af magnesium hver dag for bedre at kunne optage kalken?
Normalt vil du få tilstrækkeligt med magnesium gennem kosten, men spiser du meget ensidigt eller tager du vanddrivende præparater, kan det være nødvendigt at tage ekstra magnesium.


Får man d-vitamin ved at gå i solarium?
Det er der delte meninger om. Nogle siger nej, andre siger, at man får lidt. Vi synes du skal finde andre måder at få din d-vitamin på, især da huden ikke har godt af solariets stråler.


Hvor meget d-vitamin er der i fiskeolietabletter?
Ingenting, så det er vigtigt,  at du spiser fed fisk én til to gange i ugen og får 20 minutters sol, når den er fremme.


Hvordan kan jeg blive smertestillet?
Hvis der er tale om et nyt brud, er det vigtigt med sengeleje, da smerterne ofte lindres ved hvile. Er det ikke nok findes der forskellige smertestillende præparater, men det skal du tale med din praktiserende læge om. Se  smerter
En anden mulighed er en ny metode, som hedder vertebroplastik, som for tiden afprøves i et forsøg. Behandlingen går ud på, at man sprøjter en form for 'cement' ind i den nylig sammenfaldne ryghvirvel, hvilket giver en umiddelbar smertelindring. Se vertebroplastik


Kan jeg få henvisning til en smerteklinik?
Ja, men det skal gå igennem en sygehuslæge eller en praktiserende læge. Der findes efterhånden en del smerteklinikker i landet, men ofte har de meget lang ventetid. Se ventetider  

Hvad er vertebroplastik og kan det hjælpe på smerter?
Vertebroplastik er en behandlingsform, hvor man sprøjter en form for 'cement' ind i den nylig sammenfaldne ryghvirvel. Det giver en umiddelbar smertelindring samtidig med at ryghvirvlen stabiliseres. Behandlingen er endnu på forsøgsbasis for osteoporosepatienter. Se vertebroplastik


Hvordan opdager jeg, om jeg har osteoporose?
Osteoporose giver ingen symptomer, før du får dit første brud. Derfor skal du være opmærksom på brud, som opstår ved mindre uheld eller fald. Ofte er det brud på håndled, ryghvirvler eller lårbenshalsen. Det kan være tegn på, at du har osteoporose, og det er derfor vigtigt, at du får en undersøgelse for, om du har sygdommen.


Min mor har osteoporose, hvordan undgår jeg at få det?
Osteoporose er arveligt men kun 50%. Det betyder, at de andre 50% skyldes andre faktorer. Det kan være anden sygdom eller medicin, som man er nødt til at tage, men også kost, motion, tobak og stort alkoholforbrug har betydning. Det bedste, du derfor kan gøre for dig selv, er at holde dig fra at ryge,  at spise en sund varieret kost og at holde dig fysisk aktiv.


Hvilken motionsform er bedst, når man har osteoporose?
Der er forskel på, om du har haft brud eller ikke.Generelt kan man sige, at den nye pjece fra 'Krop og Fysik', er god til at guide friske personer uden brud. Du kan stadig godt spille golf, hvis bare du ikke roterer i ryggen. Her er det muligt at indlære slag, så man undgår rotering. Kontaktsport, såsom håndbold, fodbold osv. er ikke godt, da det giver mulighed for stød og fald. Også tennis og badminton skal man undgå. Er du til motionscentre, så tag fysioterapeuternes pjece: Øvelser og vejledning (kan fås hos Osteoporoseforeningen) med til træning. Sørg for, at der er en fysioterapeut til stede og få lagt en plan for, hvad der vil være forsvarligt at gøre. Husk i et træningscenter skal man som max. bruge 70% af fuld indsats.

Bowling er bandlyst!

Generelt kan man sige: Hold dig fra vrid i ryggen og tunge løft og mærk efter, hvad du kan klare. Se  artikel om motion


Hvad skyldes knogleskørhed hos mænd?
I mange tilfælde har knogleskørhed hos mænd de samme årsager som hos kvinder. Det kan skyldes arvelige forhold eller livsstil med tobaksrygning, for lidt kalk i den daglige kost og mangel på d-vitamin. Desuden kan det skyldes længere tids behandling med binyrebarkhormon.


Hvor mange mænd lider af knogleskørhed?
Ca. 100.000 danske mænd lider af knogleskørhed


Hvor mange kvinder lider af knogleskørhed?
Ca. 300.000 danske kvinder lider af knogleskørhed


Nogle påstår at det er meget begrænset , hvor meget kalk en voksen person kan optage fra f.eks. mælk eller mælkeprodukter. Er der lavet nogle undersøgelser, der  understøtter dette?
Der er lavet undersøgelser over, hvor meget calcium man kan optage. Ved lave indtag af calcium optages næsten 100%, mens der ved stigende indtag sker en regulering, således at mængden der optages reduceres.
I flere kliniske undersøgelser er der ikke fundet effekt af indtag, der overstiger 2000 mg dagligt. Der er heller ikke fundet negative virkninger af så stort et indtag.
Vedrørende mælk er det ganske godt undersøgt, idet der i mange undersøgelser er brugt mælk som kalkkilde. Generelt kan man sige, at der faktisk kun er ganske få undersøgelser, der finder, at mælk ikke er godt for knoglerne. Til gengæld er der en masse undersøgelser, der finder at mælk er godt for knoglerne. Spørgsmålet har været belyst gennem en rapport med titlen "Betydningen af mælk som calciumkilde og for udvikling af osteoporose". Den kan fås fra Motions- og Ernæringsrådet og indeholder 139 referencer vedrørende mælk som calciumkilde.  Se Motions- og Ernæringsrådet


Jeg har problemer med hedeture og nattesved og det går mig på. Hvordan er det med hormoner?
Hormoner indebærer en risiko, men skal ikke udelukkes før man har haft en samtale med sin praktiserende læge. Hedeture og nattesved kan gøre livet så surt, at det kan være på sin plads at indtage et hormontilskud i en kortere periode. Det er rigtigt at der i 2003 kom en undersøgelse, som viste at hormontilskud kunne have bivirkninger i form af brystkræft og hjerte-kar-sygdomme. Derfor er det vigtigt at man undersøger om man er familiær disponeret for disse sygdomme samt forholder sig til den livsstil man har. Tag en snak med lægen!


Jeg har fået udleveret kopimedicin istedet for Fosamax, men føler mig ikke tryg ved det nye præparat.
Kopimedicin indeholder den samme aktive substans, som anvendes i originalproduktet, og der er krav om, at det skal dokumenteres, at det aktive stof, som er det der udgør selve den medicinske behandling, skal optages i samme grad og i samme hastighed i blodet som originalproduktet.
Forskellen på de to slags præparater består i  binde- og fyldstofferne.
Nogle patienter reagerer overfor de stoffer, som benyttes i kopimedicinen, og de bør derfor kontakte deres læge medbringende kopimedicinen.

 

Osteoporoseforeningen - Park Allé 5 - Postbox 5069 - 8000 Århus C - Åben man-tors: 10.00-15.00 - Tlf.: 86 13 91 11