Søg
 
Osteoporose og mænd

Mandlig osteoporose

Af Bo Abrahamsen, overlæge, ph.d., Osteoporoseklinikken, Roskilde Amts Sygehus, Køge

Knogleskørhed hos mænd er en almindelig sygdom
Op mod hver fjerde mand over 60 år vil opleve et knoglebrud som følge af osteoporose. Desværre stilles diagnosen først sent, da der er mindre opmærksomhed på knogleskørhed hos mænd end hos kvinder. Hvert år får mere end 3000 danske mænd et hoftebrud (det vil sige et brud på selve lårbenshalsen eller det øverste af lårbenet), og et lignende antal får sammenfald i ryggen eller brud på underarmen på grund af osteoporose. Når hoftebrud ses hyppigere hos kvinder end hos mænd er det delvis fordi kvinder lever længere. Det overrasker de fleste at danske mænd over 80 år kun har 30-40% lavere risiko for at få hoftebrud end jævnaldrende kvinder. Tidligere antog man at risikoen var 2-3 gange større hos kvinder.

Sammenfald i ryggen hos mænd kan være et tidligt tegn på knogleskørhed og kan optræde fra 45-års alderen; undertiden tidligere i nogle familier og hos mænd som lider af kroniske sygdomme eller får medicin der kan afkalke knoglerne. Amerikanske undersøgelser tyder på at mænd er dårligere til at overleve hoftebrud end kvinder - det er stadig et åbent spørgsmål om dette skyldes at der hyppigere kommer komplikationer hos mænd eller om mænd  har dårligere helbred end kvinder før de pådrager sig et hoftebrud. Det har også vist sig at færre mænd end kvinder kommer i behandling for knogleskørhed, også selvom de har haft et hoftebrud. Det samme gør sig sandsynligvis gældende for andre typer af knoglebrud. Forskningsindsatsen  inden for mandlig knogleskørhed er desværre endnu ikke nået så langt som hos kvinder. 

Arv, alkohol og medicin
I mange tilfælde har knogleskørhed hos mænd de samme årsager som hos kvinder, men der er også slående forskelle. Hos begge køn påvirkes knoglernes kalkindhold af arvelige forhold - i nogle familier har man stærkere knoglebygning end i andre. Tobaksrygning, for lidt kalk i den daglige kost og mangel på D-vitamin er også skadeligt for knoglerne. Omvendt er fysisk aktivitet og en varieret kost gavnlig for knoglemassen. Som hos kvinder er længere tids behandling med binyrebarkshormon en vigtig årsag til knogleskørhed, og nogle patienter får knoglebrud i en meget ung alder. Det vigtigste kønshormon hos mænd er testosteron, mens det hos kvinder er østrogen (østradiol). mængden af aktivt mandligt kønshormon i kroppen aftager med alderen. Mænd som producerer svært nedsatte mængder af testosteron, er særligt udsatte for at få knogleskørhed. Nedsat testosteronproduktion kan skyldes skader på testiklerne, alkoholforbrug eller visse hormonsygdomme. Hos mere end halvdelen af mænd med knogleskørhed kan man - ligesom hos flertallet af kvinderne - ikke finde nogen sikker grund til afkalkningen af knoglerne. Der forskes i øjeblikket i om de små mængder af kvindeligt kønshormon, som raske mænd producerer, kan have betydning for at beskytte mod udvikling af knogleskørhed. Der findes mænd, der på grund af medfødte forstyrrelser i hormonomsætningen ikke kan danne kvindelige kønshormoner, og disse mænd får svær knogleskørhed. Årsagerne til knogleskørhed hos mænd er således langt fra så godt beskrevne som hos kvinder.

En knoglevenlig livsstil for mænd
Det anbefales at voksne mænd sikrer sig et kalkindtag på ikke under 700-1000 mg om dagen og et tilstrækkeligt indtag af D-vitamin. mængden diskuteres, men jeg vil almindeligvis tilråde 600 enheder (15 mikrogram) D-vitamin hvis man har risikofaktorer for knogleskørhed. Man bør også holde alkoholindtaget under sundhedsstyrelsens grænse på 21 genstande om ugen og undgå at ryge.

Knoglescanning kan stille diagnosen
Diagnosen stilles på samme måde som hos kvinder, altså enten ved en knogleskanning eller ved at der har været konstateret knoglebrud efter en usædvanlig lille belastning af skelettet. Mænd som har fået diagnosticeret nedsat kønshormonproduktion eller som er i længerevarende behandling med prednisolon bør tale med deres læge om eventuel henvisning til knoglescanning. Det samme kan gælde eksempelvis mænd med tarmsygdomme, epilepsi eller alkoholmisbrug.

Alle tilfælde af osteoporose hos mænd kan behandles
Hos de fleste mænd med knogleskørhed kan tabletbehandling med bisfosfonater (Fosamax eller Didronate) komme på tale. Bisfosfonatbehandling kan øge knoglernes kalkindhold og nedsætte risikoen for nye knoglebrud betydeligt, men risikoen forsvinder naturligvis ikke helt. En ny behandlingstype, daglig indsprøjtning med syntetisk biskjoldbruskkirtelhormon (Forteo) i halvandet år, kan også anvendes hos mænd, men er i øjeblikket ganske dyr. Når knogleskørhed skyldes mangel på mandligt kønshormon kan man give testosteron som indsprøjtning eller gel. En ny tabletbehandling med testosteron er også undervejs. Da testosteronbehandling kan forværre, og måske udløse, kræft i blærehalskirtlen er det vigtigt at behandlingen foregår under den nødvendige lægekontrol. Hos de fleste er kalk og D-vitamin et nødvendigt supplement til medicinsk behandling af knogleskørhed.
Osteoporose hos mænd er en skjult sygdom, som fortjener større opmærksomhed og en større forskningsindsats. I nogle tilfælde er osteoporose et symptom på andre sygdomme, som skal findes og behandles. Alle tilfælde af osteoporose hos mænd kan behandles, med færre knoglebrud til følge.

 

Osteoporoseforeningen - Park Allé 5 - Postbox 5069 - 8000 Århus C - Åben man-tors: 10.00-15.00 - Tlf.: 86 13 91 11