Osteoporoseforeningen medlem logo
Bliv medlem Medlem
Osteoporoseforeningen bidrag logo
Støt os Støt
Publiceret d. 6. marts 2019
Senest opdateret d. 23. juni 2020
Behandlingsvarighed

Der foreligger ikke evidens for optimal behandlingsvarighed eller kontrol af behandlingsrespons ved osteoporose. Kontrol-DXA-skanning anvendes typisk til monitorering af behandlingsrespons, og en stigende eller stagnerende BMD tolkes som et positivt behandlingsrespons. Et fald i BMD, der overstiger de ca. 3-5 %, der kan tilskrives måleusikkerhed, betragtes som signifikant. Sammenhængen mellem BMD og frakturrisiko er imidlertid ikke veletableret.

Det vil være en god ide at lade en helt ny osteoporosebehandlet patient komme til kontrol efter 1 måned for at følge op på patientens egenopfattelse af at skulle leve med en kronisk sygdom og sikre sig  compliance fremover.

Desuden bør patienten få en henvisning til kontrol-DXA-scanning hvert andet år første gang, herefter hvert 3. år, hvilket efterfølgende overlades til patienten at huske på. Patienten kan dog hjælpes på vej f.eks. ved kontrolbesøget efter en måned at skrive recept på medicinen, så der kan hentes på den de næste knap tre år. Når der ikke længere kan hentes på recepten, ved patienten at egen læge skal anmodes om at sende en henvisning.

Pausering af alendronat kan forsøges efter fem år, og af zoledronsyre efter tre år, hvis patienten aldrig har haft en fraktur i ryg eller hofte, ikke har haft en lavenergifraktur i behandlingsperioden og T-score > -2,5. Ved knoglemineraltab eller lavenergifraktur under pågående behandling bør behandlingen derimod ikke pauseres. I stedet forsøges understøttelse af komplians, eller behandlingsskift kan overvejes. Efter pausering vil bisfosfonat, som er akkumuleret i knoglevævet, langsomt frigives, hvilket på sigt medfører et fald i BMD (faldende T-score). Det er ikke klart, hvordan patienter bør observeres efter ophør med behandlingen, eller hvornår denne eventuelt bør genoptages. Som udgangspunkt anbefales kontrol-DXA-skanning 1-2 år efter pausering og derefter hvert andet år. Behandlingen overvejes genoptaget ved T-score < -2,5. Skanning på samme skanner foretrækkes mhp. at mindske måleusikkerhed mellem skannere.

Behandling med raloxifen eller denosumab bør ikke pauseres uden stillingtagen til evt. behandlingsalternativ (fx bisfosfonat), idet disse lægemidler, i modsætning til bisfosfonat, ikke akkumuleres i knoglevævet under pågående behandling.

Henvisning

Følgende patienter bør normalt tilbydes henvisning til speciallæge i endokrinologi, reumatologi, geriatri og/eller intern medicin, mhp. behandling samt evt. yderligere udredning:

  • Patienter med ≥ 2 lavenergifrakturer i ryggen mhp. evt. knogleanabol behandling
  • Patienter med behandlingssvigt (≥ 2 lavenergifrakturer eller > 3-5 % reduktion af BMD under pågående behandling)
  • Præmenopausale kvinder og mænd < 60 år, uden oplagt årsag til osteoporose.