Osteoporoseforeningen medlem logo
Bliv medlem Medlem
Osteoporoseforeningen bidrag logo
Støt os Støt
Publiceret d. 18. februar 2021
Senest opdateret d. 14. september 2021

Du spiller  som social- og sundhedsassistent, social- og sundhedshjælper eller elev – en vigtig rolle. Det gælder både i forhold til at forebygge sygdommen, reducere yderligere tab af knoglemasse hos borgere med osteoporose og at hindre osteoporotiske brud, blandt andet gennem faldforebyggelse. Osteoporose og lavenergibrud er betydelige folkesundhedsproblemer, især i de ældre befolkningsgrupper. Det er vigtigt, at osteoporose opdages tidligt, så brud og sammenfald kan forebygges.

Derudover er det vigtigt at hjælpe borgeren med at leve med en kronisk sygdom som osteoporose og at hjælpe med at bearbejde den psykiske reaktion, der kan opstå af at få en diagnose og at være borgeren behjælpelig med at  indrette sin hverdag på en bedst mulig måde.

Risikovurdering
Du kan spille en stor rolle i opsporingen af osteoporose og blive en vigtig medspiller i borgerens liv ved at være opmærksom på de væsentligste risikofaktorer, som kan føre til behov for yderligere udredning hos egen læge.

Osteoporose giver i sig selv ikke anledning til symptomer. Opstår der knoglebrud eller sammenfald i ryggen, og har borgeren samtidig en eller flere risikofaktorer, kan det dog give mistanke om osteoporose. Du kan holde øje med følgende:

  • Knoglebrud
    I mange tilfælde stilles diagnosen først i forbindelse med behandling af et brud på fx underarm, håndled, hofte eller som følge af smerter, der er opstået efter sammenfald af en ryghvirvel. Ved sammenfald af en ryghvirvel vil der klassisk være pludseligt indsættende, kraftige, lokaliserede smerter og bankeømhed samt evt. ændret kropholdning.
  • Tab af højde
    Tab af legemshøjde på mere end 4 centimeter i forhold til pashøjde kan være et tegn på,
    at hvirvlerne i rygsøjlen er faldet sammen.
  • Rygkrumning
    Øget krumning af ryggen kan være tegn på osteoporose og skyldes, at én eller flere
    ryghvirvler er “faldet sammen”.
  • Maven buler ud
    Når der sker brud på lændehvirvlerne, vil bughulen automatisk blive presset sammen og få maven til at bule ud. Det kan være meget smertefuldt, hvis der er tale om mange brud, og ribbenene glider mod hoftekammen, når borgeren bevæger sig eller bøjer sig forover.