Osteoporoseforeningen medlem logo
Bliv medlem Medlem
Osteoporoseforeningen bidrag logo
Støt os Støt

Videnscenter for Knoglesundhed har udviklet et persongalleri over, hvordan den typiske osteoporosepatient kan være. Personerne og historierne er fiktive, men de er nøje udvalgt for at vise mangfoldigheden blandt personer med osteoporose. Med over 100.000 danskere i behandling for osteoporose er der mange forskellige forløb og måder at leve med sygdommen på.

Casepersonerne er inddelt i grupper, der svarer til gruppeopdelingen i træningsøvelserne.

Du kan derfor bruge persongalleriet som hjælp til vurderingen af, hvilket aktivitetsniveau du har.

Ikke alle har det samme osteoporoseforløb. Casepersonerne har til formål at give dig et indblik i de mange forskellige tilgange til livet med osteoporose. Casepersonerne kan måske inspirere dig til at tænke på en anden måde i forhold til din osteoporose.

Funktionsbegrænset

Birgitte - 78 år

Birgitte er 78 år, og hun fik diagnosen osteoporose for 5 år siden ved en DXA-scanning. Birgitte er førtidspensionist. Pga. svær slidgigt og KOL sidder Birgitte meget ned i løbet af dagen. Derfor mente hendes læge, at det var en god ide at få tjekket knoglerne. Birgitte forsøger at få så meget bevægelse ind i sin hverdag som muligt, men nogle dage er hun for træt og har for ondt i sine knæ.

Birgitte er nervøs for at brække sine knogler, men hun ved, at træning er vigtig. Træningen for Birgittes slidgigt gør hende i bedre humør, og så hjælper det på smerterne. Derfor har Birgitte fået hjælp af en fysioterapeut til at udvide sit nuværende træningsprogram, så det nu også indeholder balanceøvelser og rygøvelser, der skal hjælpe med at forebygge knoglebrud.

 

Arne - 79 år

Arne er 79 år. Arne har brugt rollator, siden han for 3 år siden faldt og brækkede sin venstre hofte. Efterfølgende fik Arne en DXA-scanning, som viste, at han har osteoporose.

Arne startede på osteoporosemedicin, men det fik han ondt i maven af. Han skiftede derfor til en medicintype, som er en indsprøjtning én gang om året. Selvom han føler sig lidt sløj dagen efter, så er det bestemt det værd at fortsætte behandlingen.

Arne kan i dag, med hjælp fra sin rollator, både handle og gå korte ture. Arne kan dog ikke længere bevæge sig op ad trapper, og han er nervøs for at falde.

Annie - 85 år

Annie er 85 år. For 15 år siden fik hun lavet en større hofteoperation som følge af et hoftebrud. Samtidig med bruddet blev Annie diagnosticeret med osteoporose.

Annie var ikke overrasket over diagnosen, hendes alder taget i betragtning. Flere af hendes veninder har osteoporose og tager medicin for det.

Annie holder pause fra medicinen, som hun har taget i 5 år.

Det bliver ikke til meget motion for Annie i hverdagen, da hendes hofte gør ondt, når hun er fysisk aktiv. Men et par gange om ugen tager Annie sin stok og går en kort tur. Annie har fået nogle gode øvelser af sin fysioterapeut, som hun laver, når hun føler, hun har energi til det.

Hverdagsaktive med hensyn

Michael - 61 år

Michael er 61 år, og for 5 år siden blev han medicinsk kastreret for at forebygge prostatakræft. På trods af en forebyggende indsats med tilskud af kalk og D-vitamin blev Michael diagnosticeret med svær osteoporose. Det slog dog ikke Michael ud, og han fortsatte med sine daglige gåture i skoven sammen med sin hustru.

For 2 år siden gled Michael på en glat overflade på en af sine gåture. Han faldt ned på halebenet, og det resulterede desværre i to rygsammenfald.

Rygsammenfaldene har gjort Michael bange for at gå i ujævnt terræn, så Michael har skiftet gåturene i skoven ud med et træningsprogram, der hjælper på smerterne, forbedrer balancen og vedligeholder styrken og bevægeligheden i ryggen. Træningen gør også Michael tryg ved at klare hverdagens opgaver med rengøring og madlavning.

Anette - 82 år

Anette er 82 år og bor med sin mand. For 8 år siden fik Anette et rygsammenfald, da hun satte sig hårdt ned på en bænk. Hun kom straks i behandling og kan i dag lave de fleste ting i hjemmet, så længe hun husker at holde pauser undervejs. Til dagligt går hun en lille tur, og en gang om ugen går hun til vandgymnastik. Med vandgymnastikken får hun bevæget kroppen, og det lindrer hendes muskelspændinger.

Anette har levet 10 år med osteoporose og har vænnet sig til en knoglevenlig livsstil. Udover sin medicin har Anette fokus på at indtage tilstrækkeligt med kalk og D-vitamin, både som kosttilskud og i sin kost. Anette bliver DXA-scannet hvert andet år for at holde øje med, hvordan det går med knoglerne.

Anette har selv lavet en note i sin kalender, som minder hende om, hvornår det er ved at være tid til en ny DXA-scanning.

Fatima - 74 år

Fatima er 74 år og bor med sin mand. Som sygeplejerske har Fatima altid været fysisk aktiv i hverdagen, men træning har ikke været noget for hende.

For 5 år siden faldt Fatima over et dørtrin og brækkede både sit håndled og sin venstre hofte. På hospitalet blev hun DXA-scannet og fik diagnosen osteoporose.

Begge knoglebrud var ukomplicerede, og Fatima kom derfor hurtigt tilbage til en næsten normal hverdag. Efter faldet er Fatima blevet bange for at falde igen. Derfor er hun startet til Tai Chi én gang om ugen for at forbedre sin balance. Hun prøver at gå nogle ture, men hun bliver hurtigt træt omkring hoften.

Træningsaktive med hensyn

Jette - 58 år

Jette er 58 år og gik tidligt i overgangsalderen. Jette har i mange år gået til badminton. Sidste år snublede hun i en badmintonkamp, og det endte med et rygsammenfald og et brækket håndled. Jette fik efterfølgende diagnosen osteoporose. Jettes mor har også osteoporose, men Jette havde ikke tænkt, at hun selv var i risikozonen, da hun hele livet har været meget aktiv med motion i hverdagen.

Jette er stoppet til badminton, da hun er bange for endnu et rygsammenfald. Jette vil dog ikke lade sit liv styre af sin osteoporose, og derfor holder hun sig aktiv i det lokale træningscenter. Her har en fysioterapeut hjulpet hende ved at lave et træningsprogram med gode og sikre øvelser.

Marie - 64 år

Maria er 64 år og startede på at løbe for snart 20 år siden.

Maria har altid været spinkelt bygget, og da hun for 2 år siden løftede en stor potteplante i haven, fik hun stærke smerter i ryggen. Det viste sig at være et rygsammenfald, og dermed også osteoporose.

Efter et års rehabiliterende træning hos en fysioterapeut er Maria så småt begyndt at løbe igen. Turene er blevet kortere, og hun løber kun, når der er nok lys og vejene ikke er glatte.

Udover at løbe små ture, så laver Maria rygøvelser flere gange om ugen. Maria takkede ja til medicin, da hun fik tilbuddet.

Frank - 82 år

Frank er 82 år, og begge hans forældre havde osteoporose. Da Frank var 75 år opdagede han, at han var blevet lavere og mere krumrygget. Ved en undersøgelse fik Frank diagnosticeret osteoporose med to rygsammenfald i den øverste del af ryggen.

Frank har aldrig mærket noget til ryggen og heller ikke følt sig syg. Derfor krævede det en del overtalelse fra hans børn og læge, før han begyndte på medicin mod osteoporose.

Frank har fortsat sin træningsaktive hverdag med lange gåture og motionsgymnastik to gange om ugen. En sjælden gang får han trænet lidt med en elastik hjemme i stuen.

Hverdagsaktive

Rikke - 61 år

Rikke er 61 år og bruger det meste af sin fritid i sin have. Rikke fik en henvisning til en DXA-scanning, da hendes mor fik et hoftebrud for 3 år siden. Scanningen viste, at Rikke havde osteoporose.

Rikke tager medicin og mærker intet til osteoporosen i sin hverdag. Rikke har aldrig brudt sig om træning, men siden diagnosen er hun så småt begyndt at gå ture efter arbejde. Hun har også fundet et kort træningsprogram med øvelser, der vedligeholder knoglerne, som hun forsøger at få lavet to gange om ugen.

Bettina - 52 år.

Bettina er 52 år. Bettina blev ved et rutinetjek undersøgt for osteoporose. Knoglescanningen viste mild osteoporose. Selvom Bettina altid har været spinkel og har røget en stor del af sit liv, så kom det alligevel som lidt af et chok for hende. Hun havde aldrig tænkt, at hun skulle få konstateret osteoporose i så ung en alder.

Betina tænker meget over osteoporosen i sin hverdag og tager derfor sin medicin hver uge. Hun er stoppet med at ryge og undgår at løfte tunge ting. Hun har holdt fast i cyklen som sit transportmiddel og cykler dagligt 7 km til og fra arbejde. Hun ved, at cykling ikke hjælper direkte på hendes osteoporose, men motionen hun får er god for resten af kroppen.

Lone - 72 år

Lone er 72 år. Hun holder af at gå lange ture, når vejret er godt, og så nyder hun at passe sin have. Da en af hendes veninder for 2 år siden fik konstateret osteoporose, kontaktede Lone sin egen læge og fik lavet en DXA-scanning. Scanningen viste, at Lone havde osteoporose i mild grad.

Lone føler sig ikke syg og har derfor valgt ikke at tage medicin i første omgang. Men hvis hendes T-score falder ved næste DXA-scanning, har hun lovet sin familie, at hun vil starte på medicinen.

Lone holder sig aktiv i hverdagen og tænker på at få nok kalk og D-vitamin i sin kost.

Træningsaktive

Ibrahim - 64 år

Ibrahim er 64 år og fik som 32-årig diagnosticeret kronisk tarminflammation (Morbus Crohn). Selvom Ibrahim har taget kalk og D-vitaminsupplement, så fik han for 8 år siden foretaget en DXA-scanning, der viste osteoporose. Ibrahim tager i dag medicin for sin osteoporose.

Ibrahim har altid levet meget aktivt, og hverken Morbus Crohn eller osteoporose afholder ham fra at styrketræne og løbe hver uge. Ibrahim tænker i sin hverdag ikke på osteoporose, men om vinteren er han mere opmærksom på at have skridsikre sko på, som ikke er glatte.

Else - 68 år

Else er 68 år og har altid dyrket meget sport. Den har stået på svømning, tennis og kano, og som barn og teenager brugte hun mange timer om ugen i et svømmebassin.

Else blev derfor meget overrasket og utryg, da hun for 5 år siden blev diagnosticeret med osteoporose. Hendes egen læge havde sendt hende til en DXA-scanning på baggrund af hendes spinkle bygning og lave kalkindtag.

Selvom Else er bekymret for sine knogler, så forsøger hun at være så aktiv som muligt med kano og svømning, og hun takkede også ja til medicin. Derudover er hun begyndt at tage tilskud af kalk og D-vitamin.

Tina - 62 år

Tina er 62 år og gik tidligt i overgangsalderen. Selvom hun vidste, at hendes tidlige overgangsalder øgede hendes risiko for osteoporose, blev hun alligevel overrasket, da hun fik diagnosen som 60-årig.

Tina var meget i tvivl omz, hun skulle takke ja til medicin. Hun følte sig ikke syg og slet ikke syg nok til at spise medicin. Tina ville helst bare spise sundere og træne lidt mere specifikt.

Efter et år med styrketræning hos en fysioterapeut begyndte Tina dog at starte op på medicin. Da hun hverken oplever bivirkninger eller andre gener, har hun besluttet at fortsætte med at tage sin medicin, da det hjælper med at styrke hendes knogler.