Osteoporoseforeningen medlem logo
Bliv medlem Medlem
Osteoporoseforeningen bidrag logo
Støt os Støt

Osteoporoseforeningen og klinisk diætist Kirsten Bønløkke udkom d. 1. marts med en ny kogebog med fokus på naturen.

Af Jonathan Hammershøi

Vi danskere har i løbet af coronakrisen vadet ud i naturen i et sjældent set omfang. Men det betyder ikke, at vi alle har lært dens sunde råvarer at kende. Det gør klinisk diætist i Osteoporoseforeningen Kirsten Bønløkke noget ved med sin nye kogebog Sunde knogler – Naturlig mad, som udkom d. 1. marts i år.

Kisten Bønløkke, klinisk diætist i Osteoporoseforeningen, er forfatteren bag kogebogen Sunde knogler – Naturlig mad. Foto: Kissen Møller Hansen

”Jeg synes, man skal skærpe sin opmærksomhed på naturen, når man færdes i den. Personligt giver det mig et nærvær og en ro, ja en følelse af en pagt med naturen, når jeg er opmærksom på den. Det håber jeg, at andre vil lade sig inspirere af, når de går på jagt i det naturlige forrådskammer, vi alle har til rådighed,” siger Kisten Bønløkke, der i kogebogen opfordrer læseren til at bruge de 12 sæsonaktuelle opskrifter som afsæt for en tur i det fri.

Rammer bredt

Ifølge Sundhedsstyrelsen er op mod en halv mio. danskere ramt af knogleskørhed uden at vide det. Det betyder, at de lever i øget risiko for knoglebrud og smerter som følge heraf. Til gengæld kan mange forebygge knogleskørhed gennem sund og varieret kost samt en aktiv livsstil.

”Kogebogens opskrifter er for alle, både børn og voksne. Samtidig er de sammensat på en måde, så man får knoglenærende kalk og D-vitamin ved at spise retterne. Jeg håber, at hele familien vil tage ud i skov, på strand og ved enge og finde de lækre råvarer, naturen gemmer på,” lyder det fra Kisten Bønløkke.

Bevar livskvaliteten

Sunde knogler kan have betydning for din evne og mulighed for at bevæge dig frit. En knoglesund livsstil kan med andre ord hænge sammen med livskvalitet. For Kirsten Bønløkke er naturen et vigtigt element i den gode hverdag.

”At bruge naturen med familie og venner er fantastisk. Sanserne skærpes, og en gåtur behøver ikke kun at være en snak om hverdagens strabadser. Går man sammen derud og opdager naturens forunderlige finurligheder, så lærer man den bedre at kende. I kogebogen har jeg derfor lagt vægt på, at opskrifterne indeholder råvarer, der kan hentes i det fri, og som kan bruges i fælles madlavning på tværs af generationer,” afslutter hun.

Sunde knogler – Naturlig mad kan købes via Osteoporoseforeningens webshop og koster 50 kr. – klik her for at købe bogen.

Opdateret d. 11. marts 2021