Bidragsikon
Støt os

Halv million danskere lider af skjult sygdom – professor og ekspert efterlyser handling nu

Ca. 500.000 danskere lider af knogleskørhed uden at vide det ifølge Sundhedsstyrelsen. Nu viser en netop afsluttet undersøgelse, at op mod halvdelen af dem, der har tegn på at få knogleskørhed, ikke selv tror, de risikerer at udvikle sygdommen. Dermed får de ikke forebygget alvorlige følger, som brud på arme og hofter, tab af førlighed og for tidlig død. Det er en alvorlig situation, siger professor og ekspert i sygdommen, der opfordrer den nye sundhedsminister til at gribe ind.

Hundredetusinder af danskere går rundt med en potentielt livstruende sygdom uden at vide det. De lider af knogleskørhed, også kaldet Osteoporose. Men fordi de ikke kender til sygdommen og ikke ved, de er i risikogruppen, får de ikke forebygget de alvorlige skader, sygdommen kan give dem.

Det viser en netop afsluttet undersøgelse blandt 2100 danskere fra Netdoktor og Osteoporoseforeningen. Her svarer næsten halvdelen af dem, der har tegn på at få knogleskørhed, at de ikke selv tror, de risikerer at udvikle sygdommen.

En af dem, der blev ramt, er Andrea Rose på 64 fra Aarhus. Hun opdagede først, at hun led af knogleskørhed, da hun brækkede begge håndled. Bruddene var så alvorlige, at hun var sygemeldt i over et år og endte med at miste sit arbejde.

– Jeg vidste ikke noget om knogleskørhed, eller hvilke tegn man skulle se efter. Heller ikke, hvad risikoen var, og at det kunne forebygges. Det ærgrer mig i dag, siger Andrea Rose.

Netdoktors undersøgelse støttes af tal fra Sundhedsstyrelsen, der viser, at omkring en halv million danskere lider af knogleskørhed uden at være klar over det. De risikerer især brud på håndleddet, rygsøjlen og hoften selv ved bløde fald, hvor andre ikke brækker noget. Får man først brud på hoften, er det så alvorligt, at hver 3. mand og hver 4. kvinde vil dø inden for det første år efter bruddet.

 

Kræver handling nu

Situationen er så alvorlig, at det er nødvendigt med en helt ny indsats mod knogleskørhed, siger professor, dr. med. Bente Langdahl, der forsker i knogleskørhed og er overlæge på Afdeling for Diabetes og Hormonsygdomme på Aarhus Universitetshospital. Hun opfordrer derfor sundhedsminister Magnus Heunicke til at gribe ind.

– Konsekvenserne er veldokumenterede. Nu skal vi have handling, for det er vigtigt for både patienten og samfundet, at osteoporose opdages og behandles i tide, så nye knoglebrud kan forebygges, siger Bente Langdahl.

Sundhedsstyrelsen anbefalede i efteråret, at sundhedspersonalet på sygehusene bliver bedre til at opspore knogleskørhed blandt de personer, der allerede har haft et brud. Men det er for sent, mener Bente Langdahl. I stedet foreslår hun en national handlingsplan, der forpligter alle dele af sundhedsvæsenet til at finde de danskere, der er i farezonen, før de rammes af et brud:

– Det danske sundhedsvæsen er under stort økonomisk pres med krav fra mange sider. Jeg har ingen tro på, at sygehusene selv vil løfte opgaven med opsporing og behandling af osteoporose, hvis ikke den nye sundhedsminister forlanger en national handlingsplan, siger professor, dr. med. Bente Langdahl fra Aarhus Universitetshospital.

 

Koster milliarder

Knogleskørhed svækker knoglerne indefra. Resultatet er afkalkede knogler, der er så porøse, at de let brækker.

I undersøgelsen fra Netdoktor og Osteoporoseforeningen har deltagerne besvaret et spørgeskema om deres helbred og livsstil, og om de har en forælder eller søskende med knogleskørhed. På trods af, at de svarer ja til en eller flere indikationer på knogleskørhed, svarer hele 48 pct. alligevel, at de ikke tror, de er i risikogruppen.

Undersøgelser fra blandt andet Aalborg Universitet har påvist, at de mange følger af knogleskørhed hvert år koster samfundet milliarder af kroner.

 

Pressemeddelelsen er udgivet af Netdoktor i samarbejde med Osteoporoseforeningen

Læs pressemeddelelsen i sin fulde længde på Ritzaus hjemmeside.