Osteoporoseforeningen medlem logo
Bliv medlem Medlem
Osteoporoseforeningen bidrag logo
Støt os Støt

Osteoporoseforeningen uddeler årets forskningslegater

I anledning af Den internationale Osteoporosedag den 20. oktober 2019 har Osteoporoseforeningen uddelt tre forskningslegater på i alt 200.000 kroner.
Osteoporoseforeningens forskningslegater uddeles til forskere, der yder en særlig praktisk og/eller videnskabelig indsats inden for knogleskørhed.

I anledning af Den internationale Osteoporosedag den 20. oktober 2019 har Osteoporoseforeningen – Landsforeningen mod Knogleskørhed – uddelt tre forskningslegater på i alt 200.000 kroner til forskning, der kan bidrage til at forebygge fremtidens udvikling af knogleskørhed (osteoporose) eller forbedre behandlingen af sygdommen, som flere end 600.000 danske mænd og kvinder ifølge Sundhedsstyrelsen lever med.

Osteoporoseforeningens forskningslegater uddeles til forskere, der yder en særlig praktisk og/eller videnskabelig indsats inden for knogleskørhed.

Den ene legatmodtager er læge og ph.d. Lene Ring Madsen fra Steno Diabetes Center på Aarhus Universitetshospital. Legatet, der er på 100.000 kroner, er tildelt et forskningsprojekt, der omhandler risikoen for lavenergibrud efter en fedmekirurgisk Gastric sleeve-operation – et indgreb, hvor ca 70 – 80 % af mavesækken fjernes, således at den resterende mavesæk bliver smal og rørformet. Formålet med studiet er at skabe grundlag for en bedre rådgivning af danskere, der overvejer en gastrisk sleeve-operation samt at bidrage med viden om, hvordan man bedst behandler knogleskørhed hos danskere, der har fået foretaget en gastrisk sleeve-operation.

Den anden legatmodtager er læge og post.doc. Andreas Lodberg, fra Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet. Andreas Lodberg modtager 50.000 kroner til et forskningsprojekt til videreudvikling og udforskning af behandlingspotentialer i et molekyle, som øger muskel- og knogletilvækst i dyremodeller.

Tredje legatmodtager er læge, ph.d.-studerende Liv Riisager Wahlsten fra Ortopædkirurgisk afdeling på Herlev-Gentofte Hospital. Liv Riisager Wahlsten modtager 50.000 kroner til et databasestudie, der skal afdække, hvordan 142.000 danske hoftefrakturpatienters kroniske lidelser, medicinforbrug og socioøkonomiske status påvirker risikoen for alvorlige komplikationer, dødelighed og tab af funktionsniveau.

Udvælgelsen er foretaget efter indstilling fra Osteoporoseforeningens forskningsudvalg og efterfølgende godkendelse af foreningens landsbestyrelse.

Legaterne blev uddelt i forbindelse med Den internationale Osteoporosedag den 20. oktober, hvor patientforeninger verden over sætter fokus på knogleskørhed, som siden 2002 har været klassificeret som folkesygdom i Danmark.

Opdateret d. 9. december 2019