Osteoporoseforeningen medlem logo
Bliv medlem Medlem
Osteoporoseforeningen bidrag logo
Støt os Støt

Søndag d. 22. maj mødtes 87 kvinder for at vandre og hygge sig sammen til Q-Walk ved Lammefjorden. Hele overskuddet doneres til Osteoporoseforeningen.

Af Inge Hald

Solskin fra en blå himmel og lun forårsluft skabte de perfekte rammer for årets udgave af Q-Walk, der fandt sted søndag d. 22. maj. 87 kvinder havde meldt sig til at gå ruten på 7 kilometer på Lammefjorden, der ligger nordvest for Holbæk. Undervejs var der for hver kilometer arrangeret en lille træningsøvelse, fx armbøjninger og englehop.

”Det hele gik så fantastisk. Alle var glade og hyggede sig, både ude på ruten og bagefter, hvor vi serverede rosé, folk spiste snacks fra deres goodiebag og der var forskellige lodtrækningspræmier fra vores sponsorer,” fortæller Pia Christensen, der står bag Q-Walk sammen med veninderne Tina Mayn og Britt Skovsgaard Frederiksen.

Tina Mayn (tv), Britt Skovsgaard og Pia Christensen har planer om at arrangere Q-Walk igen d. 14. maj næste år. Foto: Privat

Det er anden gang, trekløveret arrangerer Q-Walk. De har tidligere deltaget i et andet vandrearrangement, som blev aflyst på grund af coronaen. Derfor besluttede de i 2021 at stable deres eget arrangement på benene. Det første Q-Walk blev en succes med 78 deltagere, og derfor blev arrangementet gentaget i år.

Merete Christensen (tv) og Vibeke Beierholm fra Osteoporoseforeningens lokalafdeling Vestsjælland ved en af posterne med træningsøvelser. Foto: Privat

Knogleskørhed fortjener opmærksomhed
Hele overskuddet fra Q-Walk har de tre arrangører i år valgt at donere til Osteoporoseforeningen.
”Min mor havde brækket sin hofte, og vi tre arrangører kom til at tale om knogleskørhed og om, hvor lidt vi egentlig vidste om sygdommen. Det var overraskende for os alle, at statistisk set risikerede en af os tre at få knogleskørhed. Derfor syntes vi, at osteoporosesagen fortjente lidt ekstra opmærksomhed,” siger Pia Christensen.

Fra Osteoporoseforeningens lokalafdeling Vestsjælland deltog formand Vibeke Beierholm og bestyrelsesmedlem Merete Christensen i årets Q-Walk. Begge var begejstrede for det fine, lokale arrangement og for donationen til osteoporosesagen.

”Det er utrolig rørende, at arrangørerne har valgt at donere overskuddet til Osteoporoseforeningen og på den måde er med til at gøre en positiv forskel for mennesker med knogleskørhed,” siger Vibeke Beierholm.

Datoen for næste års udgave af Q-Walk er allerede fastlagt, fortæller Pia Christensen. Arrangementet vil foregå d. 14. maj 2023 – og overskuddet vil igen gå til Osteoporoseforeningen