Osteoporoseforeningen medlem logo
Bliv medlem Medlem
Osteoporoseforeningen bidrag logo
Støt os Støt

Torsdag d. 17. juni samledes Osteoporoseforeningens repræsentantskab til repræsentantskabsmøde på Hindsgavl Slot.

Af Jonathan Hammershøi

Osteoporoseforeningens højeste myndighed valgte ny bestyrelse med et udvidet antal medlemmer, da der torsdag d. 17. juni 2021 blev afholdt repræsentantskabsmøde på et solbeskinnet Hindsgavl Slot.

På mødet vedtog repræsentantskabet desuden flere vigtige vedtægtsændringer. Det betyder, at det nu står klart i foreningens vedtægter, hvordan ansvar, beslutningskompetence og opgaver er fordelt mellem landsbestyrelse, udvalg, lokalafdelinger og administration.

Repræsentantskabet vedtog også et nyt sundhedsfagligt udvalg, som er bredere sammensat end foreningens hidtidige forskningsudvalg. Da landsbestyrelsen samtidig blev udvidet, er der skabt plads til, at flere kan bringe deres kompetencer i spil til gavn for den fælles sag.

Landsformand Ulla Knappe og dirigent ved repræsentantskabsmødet, Christian de Jonquières. Foto: Jonathan Hammershøi

Læs mere om repræsentantskabsmødet og se flere billeder fra dagen nedenfor.

Udvidet landsbestyrelse
Overlæge Lars Hyldstrup, tidligere bestyrelsesmedlem, blev først valgt som næstformand og udgør dermed formandskabet med landsformand Ulla Knappe. Herefter præsenterede 7 øvrige kandidater til landsbestyrelsen sig for repræsentantskabet, der skulle stemme 6 kandidater ind i en udvidet landsbestyrelse.

Der var genvalg til Jakob Gaardsted Pedersen og Bente Langdahl. Dermed fik fire nye ansigter plads i landsbestyrelsen, der foruden formandskabet besiddes af følgende medlemmer:

  • Bente Langdahl, professor og overlæge ved Aarhus Universitetshospital (periode på 2 år)
  • Jakob Gaardsted Petersen, administrerende direktør i Happy & Co. i Ikast (periode på 1 år)
  • Linda Garlov, direktør i AJKS og formand for Lokalafdeling Hovedstaden (periode på 2 år)
  • Anny Winther, regionsrådsmedlem i Region Nordjylland og formand for Lokalafdeling Nordjylland (periode på 2 år)
  • Ingelis Sander, afdelingssygeplejerske i Regionspsykiatrien Vest og byrådsmedlem i Herning (periode på 1 år)
  • Thomas Klausen, direktør i Dansk Mode & Textil (periode på 1 år)

Lene Lebech, fysioterapeut i Kolding Kommune og formand for Lokalafdeling Trekantsområdet, blev valgt som suppleant.

Osteoporoseforeningens landsbestyrelse besidder en flot diversitet i kvalifikationer og kompetencer inden for områderne politik, strategi, ledelse, økonomi, kommunikation og sundhed, og landsbestyrelsen er bredt sammensat, hvad angår geografi, alder og køn.

Nyt sundhedsfagligt udvalg
Repræsentantskabet vedtog en ændring af Osteoporoseforeningens vedtægter § 12. Det betyder bl.a., at der indføres et sundhedsfagligt udvalg, som har til opgave at rådgive landsbestyrelsen i spørgsmål vedrørende forebyggelse og behandling af knogleskørhed samt forskning, udvikling og implementering inden for området.

Det nye sundhedsfaglige udvalg vil erstatte det nuværende forskningsudvalg, der dog fortsætter, indtil det nye sundhedsfaglige udvalg er nedsat.

Det nye udvalg påbegynder sit virke i efteråret 2021, når landsbestyrelsen har udpeget medlemmer på baggrund af en åben ansøgningsrunde.

Udvalget vil være bredt sammensat og skal:

  • Rådgive landsbestyrelsen og landssekretariatet i spørgsmål vedr. forebyggelse og behandling af knogleskørhed
  • Monitorere videnskab, udvikling og implementering på osteoporoseområdet i stat, region og kommune samt afdække mangler inden for disse områder
  • Indstille kandidater til at modtage forskningsstøtte fra Osteoporoseforeningen
  • Udarbejde forslag til konkrete indsatser og aktiviteter inden for udvalgets kompetenceområde

Store fremtidsperspektiver
Op mod 650.000 danskere lever fortsat med knogleskørhed, men op mod 500.000 ved det ikke. I sin gennemgang af planerne for den kommende tid i Osteoporoseforeningen fremhævede landsformand Ulla Knappe derfor vigtigheden af en ny informationskampagne, der i to spor retter sig mod sundhedsfaglige og uopsporede borgere. Hele kampagnen lanceres til august og løber i efteråret 2021 og foråret 2022.

Den kommende kampagne var ligeledes på dagsordenen efter selve repræsentantskabsmødet, hvor det særligt var 19 temaaftener for uopsporede borgere, som afholdes i forbindelse med kampagnen, der var på dagsordenen.

Formålet med kampagnen er, at flere af de alt for mange uopsporede borgere med knogleskørhed får viden om sygdommen og kan tage handling, så flere forhåbentlig bliver opdaget og forebygger osteoporotiske brud.

Se mere på www.knogletest.dk, når den borgerrettede side åbner i midten af august. Er du sundhedsperson, kan du allerede nu kampagnens fagorienterede side på www.osteoporoseviden.dk.

Se flere billeder fra repræsentantskabsmødet

Økonomiansvarlig Anne Mette Møller stod sammen med sygeplejerske og mediegrafiker Lene Vorre for at tage imod repræsentantskabet. Foto: Jonathan Hammershøi

Dagens program på Hindsgavl Slot d. 17. juni. Foto: Jonathan Hammershøi

Et livligt repræsentantskab stemte flere forslag igennem. Foto: Jonathan Hammershøi

Linda Garlov og de seks øvrige kandidater til landsbestyrelsen præsenterede sig for repræsentantskabet inden afstemning. Foto: Jonathan Hammershøi

Landsformand Ulla Knappe takkede afgående næstformand Vinnie Thorsen samt Helle Nielsen og Inger Raben-Pedersen for indsatsen som hhv. suppleant og bestyrelsesmedlem. Foto: Jonathan Hammershøi

Opdateret d. 23. juni 2021