Osteoporoseforeningen medlem logo
Bliv medlem

I nyeste udgave af medlemsbladet Knogleskør sætter vi fokus på diabetessygdomme og knogleskørhed.

Af Jonathan Hammershøi

Er du medlem af Osteoporoseforeningen, eller modtager du af andre årsager foreningens medlemsblad Knogleskør, kan du i februar-nummeret læse om diabetessygdomme og knogleskørhed.

Artiklerne er udarbejdet af freelancejournalist Lone Drejet, der bl.a. skriver om øget risiko for knoglebrud hos mennesker med type 1-diabetes. Derudover kommer artiklerne omkring paradokset, at man som type 2-diabetespatient har større risiko for hoftebrud end andre trods et højere knoglemineralindhold og lavere knogleomsætning.

Endelig kan du også møde Marianne Hartvig, der både er ramt af type 1-diabetes og knogleskørhed, men som lever livet trods de to sygdomme og uventede knoglebrud.

Temaet kort fortalt

Netop Marianne Hartvig er hovedkilde i bladets første artikel, som indlededes med tallet 28.000. Det er antallet af danskere, der ifølge Diabetesforeningen er diagnosticeret med type 1-diabetes og dermed lever med øget risiko for knoglebrud.

En af dem er altså Marianne Hartvig, som siden 1996 har været diagnosticeret med type 1-diabetes. Men trods sund livsstil og regelmæssig motion fik Marianne senere konstateret knogleskørhed, efter hun pludselig faldt på et frostglat fortov og brækkede anklen.

Du kan læse mere om Mariannes historie på de første sider i Knogleskør, og hvis du bladrer videre, finder du et interview med læge Gitte Fuusager, der er tilknyttet Børneafdelingens Forskningsenhed på Odense Universitetshospital samt Medicinsk Afdeling på Regionshospitalet i Herning.

Gitte Fuusager har gennem sammenligninger af DXA-skanninger og knogleskanninger afdækket, hvorfor mennesker med type 1-diabetes har øget risiko for knoglebrud.

I bladets næste artikel kan du læse mere om det tidligere nævnte paradoks, at mennesker med type 2-diabetes oftere brækker hoften end personer uden diabetes. Jakob Starup Kau Linde, læge på Aarhus Universitetshospital, giver sine to bud på mulige forklaringer, som kan være gavnlige i forhold til at reducere risikoen for hoftebrud blandt de 252.000 danskere med type 2-diabetes.

Læs mere om diabetes, knogleskørhed og meget mere i Knogleskør. Modtager du endnu ikke bladet, kan du melde dig ind i Osteoporoseforeningen og dermed sikre dig bladet fremover ved at klikke her.