Osteoporoseforeningen medlem logo
Bliv medlem Medlem
Osteoporoseforeningen bidrag logo
Støt os Støt

Fra mandag d. 17. maj kan sundhedsfaglige teste deres viden om osteoporose og melde sig til gratis konferencedage.

Af Ulla Knappe, landsformand i Osteoporoseforeningen

I Osteoporoseforeningen åbner vi i dag for, at man kan se vores nye sundhedsfaglige kampagneunivers med både videnstest, informationsmateriale og gratis konferencedage, som afholdes i efteråret 2021 og foråret 2022.

Det hele ligger klar på hjemmesiden www.osteoporoseviden.dk, og I kan tro, vi har glædet os.

Kampagnens nu åbne fagspor sætter fokus på, hvordan man som fagperson kan bidrage til at opdage osteoporose i tide og rådgive om, hvordan den enkelte borger kan forebygge brud på knoglerne og leve et godt liv med sygdommen.

Seks sundhedsfaglige grupper
Mere konkret er den sundhedsfaglige målgruppe inddelt i seks grupper. Det betyder, at vi rækker ud til sygeplejersker, SOSU-hjælpere og -assistenter, fysioterapeuter, ergoterapeuter, diætister samt farmakonomer og farmaceuter.

Det er seks faggrupper, der alle kan spille en nøglerolle i forhold til at opdage og hjælpe osteoporosepatienter i Danmark.

Vi har tidligere omtalt kampagnen i aviser og her på hjemmesiden, så nogle ved allerede, at kampagnen har til formål at opspore og hjælpe de op mod 500.000 danskere, som ifølge Sundhedsstyrelsen har knogleskørhed uden at vide det.

Derfor lancerer vi også senere i år kampagnens andet spor, som retter sig mod borgere på 50-70 år, der kan være i risiko for at have eller udvikle sygdommen.

Det betyder, at vi både afholder temaaftener og konferencedage for henholdsvis borgere og sundhedsfaglige i efteråret 2021 og foråret 2022.

Åbningen af www.osteoporoseviden.dk laver vi for at skabe mulighed for, at man som sundhedsfaglig kan melde sig til en konferencedag i god tid.

Fortsat planlægning
Vi gemmer som nævnt den officielle kampagnelancering til efter sommer. Vi har dermed fortsat tid til de sidste forberedelser på kampagnens borgerspor. Selv er jeg i dialog med en lang række af landets politikere, som jeg fornemmer har stor interesse for osteoporoseområdet.

Det er min forhåbning, at vi på sigt kan bruge kampagnen som afsæt for en politisk beslutning om at prioritere osteoporoseområdet med en national handlingsplan, men jeg håber først og fremmest, at både de seks sundhedsfaglige grupper samt borgere på 50-70 år vil tage del i kampagnen og øge deres fokus på osteoporoseområdet.

Vil du bidrage til, at kampagnen får den fortjente opmærksomhed, så fortæl gerne om den til din omgangskreds og guide folk ind på www.osteoporoseviden.dk.

Jeg ser frem til at fortælle meget mere, når sommeren er ovre.