Osteoporoseforeningen medlem logo
Bliv medlem Medlem
Osteoporoseforeningen bidrag logo
Støt os Støt
Publiceret d. 16. februar 2021
Senest opdateret d. 1. juni 2022
.

Kalk og D-vitamin er basis for al forebyggelse og behandling af osteoporose [1].

 

Kalk absorberes i tyndtarmen både ved passiv diffusion og ved aktiv absorption reguleret af D-vitamin. Personer, der har sufficient D-vitamin-niveau, er således i stand til at absorbere mere kalk [4].

Blandt voksne danskere har hovedparten et kalkindtag, som svarer til de nordiske anbefalinger på 800 mg/dag, mens kun meget få indtager D-vitamin i anbefalet mængde (10 mikrogram/dag). Indtagelse af D-vitamin kombineret med kalk modvirker sekundær hyperparatyroidisme, nedsætter knogleomsætningen og begrænser knogletabet. Derudover styrker D-vitamin muskelfunktionen, hvilket mindsker risikoen for fald og knoglebrud hos borgere med osteoporose [5][6].

En gennemgang (2016) af de foreliggende forsøg viser at risiko for at få et knoglebrud reduceres med 15 % og risiko for at brække hoften nedsættes med 30%, når man får tilstrækkeligt af kalk og D-vitamin. Udover dette er den medicinske behandling mod knogleskørhed ikke så effektiv, hvis borgeren mangler kalk og D-vitamin. Dette er baggrunden for behandling af osteoporose starter med at sikre tilstrækkelig kalk og D-vitamin. Kan kosten ikke dække behovet, tilrådes borgeren at anvende kosttilskud.

Behov og anbefalet indtag af kalk og D-vitamin til bestemte grupper

Borgere med osteoporose anbefales, at kost og tilskud samlet sikrer et dagligt indtag af 1000-1200 mg calcium og 20-40 mikrogram D-vitamin

Borgere i risiko for osteoporose anbefales, at kost og tilskud samlet sikrer et dagligt indtag af 1000-1200 mg calcium og 20-40 mikrogram D-vitamin

Personer over 70 år og plejehjemsbeboere anbefales, at kost og tilskud samlet sikrer et dagligt indtag af 800-1000 mg calcium og 20 mikrogram D-vitamin

 Alle børn over 4 år og voksne anbefales at tage et dagligt tilskud på 5-10 µg D-vitamin i vinterhalvåret.

Følgende grupper anbefales at tage et dagligt tilskud hele året rundt af 10 µg D-vitamin:

  • Børn på 0-4 år
  • Gravide
  • Børn og voksne med mørk hud
  • Børn og voksne som bærer en tildækkende påklædning om sommeren
  • Personer, som ikke kommer udendørs til daglig, eller som undgår sollys

Anbefalingerne er baseret på vejledninger fra Sundhedsstyrelsen og Dansk Endokrinologisk Selskab.

Kan kalk og D-vitamin være farligt?

Der er meget få bivirkninger knyttet til at tage D-vitamin tilskud. I praksis ikke muligt at tage så store doser, at det kunne være forbundet med bivirkninger. Kosttilskud af calcium har været mere omdiskuteret og der har været rejst mistanke om at meget store kalktilskud kunne være forbundet med øget risiko for nyresten og hjerte-kar-sygdom. Der er muligvis en let øget risiko for nyresten, når man tager kalk tilskud og holder man sig indenfor de anbefalede doser, er der næppe øget risiko for hjertekarsygdomme.