Osteoporoseforeningen medlem logo
Bliv medlem Medlem
Osteoporoseforeningen bidrag logo
Støt os Støt
Publiceret d. 19. februar 2021
Senest opdateret d. 29. juni 2022
Knoglevenlig livsstil
Den knoglevenlige livsstil er vigtig i både forebyggelse og behandling, idet den reducerer risikoen for osteoporose.

Det kræver følgende:
  • Tilstrækkelig mængde af kalk og D-vitamin
  • Regelmæssig fysisk aktivitet
  • Undgå rygning
Kost, kalk og D-vitamin

Borgere med osteoporose og borgere i risiko for at udvikle osteoporose anbefales en sund og varieret kost i overensstemmelse med De officielle Kostråd med øget fokus på indholdet af kalk og D-vitamin. Kalkindtag fra såvel mad og drikke som fra kosttilskud bør fordeles på forskellige måltider. Kalk optages dårligt fra tarmen, når der mangler D-vitamin, derfor bør Sundhedsstyrelsens anbefalinger for D-vitamin følges:

Borgere med osteoporose anbefales, at kost og tilskud samlet sikrer et dagligt indtag af
1000-1200 mg calcium og 20-40 mikrogram D-vitamin

Borgere i risiko for osteoporose anbefales, at kost og tilskud samlet sikrer et dagligt indtag af
1000-1200 mg calcium og 20-40 mikrogram D-vitamin

Personer over 70 år og plejehjemsbeboere anbefales, at kost og tilskud samlet sikrer et dagligt indtag af
800-1000 mg calcium og 20 mikrogram D-vitamin

 Alle børn over 4 år og voksne anbefales at tage et dagligt tilskud på 5-10 µg D-vitamin i vinterhalvåret.

Følgende grupper anbefales at tage et dagligt tilskud hele året rundt af 10 µg D-vitamin:

  • Børn på 0-4 år
  • Gravide
  • Børn og voksne med mørk hud
  • Børn og voksne som bærer en tildækkende påklædning om sommeren
  • Personer, som ikke kommer udendørs til daglig, eller som undgår sollys

Anbefalingerne er baseret på vejledninger fra Sundhedsstyrelsen og Dansk Endokrinologisk Selskab.

Læs mere om kalk og D-vitamin samt andre kosttilskud her.

Det præcise behov for dosis af D-vitamin-tilskud bør fastsættes af lægen på baggrund af en blodprøve. Har borgeren osteoporose, er det vigtigt at denne følger lægens anvisninger, så borgeren sikrer sig den rigtige og tilstrækkelige dosis D-vitamin. Hvis borgeren får konstateret D-vitaminmangel, er det lægen, der vurderer, hvilken dosis af D-vitamin man har brug for. Den dosis kan være meget højere end de nævnte anbefalinger.

Fysisk aktivitet og træning

Børn og voksne anbefales at være fysisk aktive svarende til Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger for fysisk aktivitet for de respektive målgrupper. Borgere med osteoporose anbefales en kombination af konditionstræning (aerob) og styrketræning med henblik på at øge muskelstyrken, forbedre balancen og reducere risikoen for fald. Hvis du er i tvivl om, hvordan borgen skal være fysisk aktiv i forbindelse med diagnosen, bør træningen tilrettelægges i samarbejde med læge eller fysioterapeut.

Se træningstips og øvelser her.
Læs mere om træning her.