Osteoporoseforeningen medlem logo
Bliv medlem Medlem
Osteoporoseforeningen bidrag logo
Støt os Støt

Hvordan passer jeg på mig selv?

Vi har spurgt fysioterapeut Morten Rasmussen, der er tilknyttet Osteoporoseklinikken på Odense Universitetshospital, hvad han siger til sine patienter, når de spørger ham, om de kan tåle det arbejde, de har.

Individuelle anbefalinger
Størstedelen af de patienter, Morten Rasmussen møder på sin arbejdsplads, er over 65 år, men der kommer også yngre patienter, der er i arbejde, på klinikken.

”Det er især patienter med rygsammenfald eller tidligere brud, der skal være opmærksomme på, hvordan de belaster kroppen på jobbet. Men jeg bruger ikke udelukkende T-scoren til at vurdere, hvor meget den enkelte person kan tåle. Først og fremmest kigger jeg på ryggen og kroppens holdning for at se, om sammenfaldende har betydet, at ryggen er blevet krum. En meget krum ryg er mere sårbar. Desuden indgår alder, fysisk formåen, funktionsniveau og omfang af smerter i min vurdering. En yngre og veltrænet kan tåle mere end en ældre utrænet person”, fortæller han.

..vi ved, at træner man rygmusklerne, kan det være med til at nedsætte risikoen for sammenfald
Fysioterapeut Morten Rasmussen

Morten Rasmussen anbefaler alle med knogleskørhed at træne for at styrke musklerne. Stærke muskler er med til at vedligeholde knoglerne og er en af faktorerne, der er med til at forebygge fald. Patienter, der henvises til Osteoporoseklinikkens patientskole, uden sammenfald i rygsøjlen bliver rådet til at styrketræne med en belastning, så de kan gentage en given øvelse 15-20 gange. Det betyder, at belastningen på øvelsen skal være så stor, at de er udmattede efter 15-20 gentagelser.

”Min erfaring er, at de fleste har brug for at træne. Og vi ved, at træner man rygmusklerne, kan det være med til at nedsætte risikoen for sammenfald”, siger Morten Rasmussen.
De patienter, der har fået sammenfald, anbefaler han at træne med elastikker, men med en belastning, der ikke øger eller giver smerter i ryggen. På Osteoporoseskolen får de desuden at vide, at maksimalt må løfte 5 kilo mod tyngdekraften, fortæller han.

Stærke muskler og gode arbejdsvaner
Har man knogleskørhed og er i arbejde, er det ekstra vigtigt at træne musklerne, så man kan tåle belastningerne, men det er ikke nok med at være stærk, man skal også sørge for at få gode arbejdsvaner, tilråder Morten Rasmussen. I nogle jobs er det let at tilpasse arbejdspladsen, så det ikke bliver for hårdt, mens det andre steder er noget sværere. Her kan det være en god ide at søge råd hos en fysioterapeut eller ergoterapeut.

Pas på dine knogler i arbejdslivet

Som udgangspunkt foreslår Morten Rasmussen, at der bruges hjælpemidler, hvis man har tunge eller skæve løft. En god løfteteknik er med til at sikre, at løftet bliver sikkert. Trætte muskler kan ikke beskytte ryggen, derfor skal man også huske at holde pauser, hvor ryggen aflastes. En sårbar ryg kan ikke tåle vrid og slet ikke vrid kombineret med en krum ryg og store belastninger.

Stående og siddende arbejde kan også belaste ryggen. Gode sko, der støddæmper og et godt fjedrende underlag, er med til at skåne ryggen og benene. Det kan også være relevant at anskaffe en god stol, der netop støtter ryggen der, hvor der er behov for det. Har man en sårbar ryg og sårbare led i det hele taget, er det vigtigt at lægge arbejdet til rette, som man sikrer sig, at der ikke kommer uventede belastninger undervejs. Det er nogle råd, som mange, der ikke har knogleskørhed, også kunne have glæde af.

Faktaboks

Mortens 6 gode råd
  • Styrk ryggens muskler - stærke rygmuskler reducerer risikoen for sammenfald
  • Styrk benenes muskler - det er med til at forebygge fald og skåner ryggen
  • Brug korrekt løfteteknik
  • Lær at bruge kroppen hensigtsmæssigt, både når du arbejder og holder fri
  • Undgå gentagne foroverbøjning og styrkeøvelser med krumning af rygsøjlen uanset udgangsstillingen
  • Få råd ved en fysioterapeut eller ergoterapeut