Bidragsikon
Støt os

Vildledning om udbredelse af kronisk folkesygdom

Det er en stor fejl, hvis der træffes politiske prioriteringer på sundhedsområdet baseret på antallet af borgere, der er diagnosticerede med en kronisk sygdom, når selv Sundhedsstyrelsen erkender, at antallet af udiagnosticerede er op til tre gange højere når det handler om knogleskørhed. Danmarks mest underdiagnosticerede folkesygdom.

Ældre over 75 år har i gennemsnit 5 kroniske lidelser ifølge en ny undersøgelse fra Aalborg Universitet, omtalt i TV-avisen på DR den 29. juli. Knogleskørhed (osteoporose) er en af dem. 3,5 % af befolkningen lider af knogleskørhed ifølge undersøgelsen.

Men tallet er forkert, og er et udtryk for, hvor vanskeligt det er at få rettet politisk og sundhedsfaglig opmærksomhed henimod det enorme mørketal, der er på netop dette område. Ifølge Sundhedsstyrelsen er 172.000 danskere diagnostiseret med knogleskørhed – svarende til ca. 3,5 % – men Sundhedsstyrelsen har i en rapport offentliggjort i november 2018, at mindst 2-3 gange så mange lever med sygdommen uden at vide det. [1]

Knogleskørhed og dens konsekvenser koster mindst 11,6 milliarder årligt. 57 % af disse udgifter betales af kommunerne, som står for borgernes genoptræning, hjemmehjælp, hjælpemidler, overflytning til plejehjem mv.. Da knogleskørhed er særlig hyppigt blandt mænd og kvinder over 50 år, vil tallet stige kraftigt i de kommende år, hvis der ikke sættes ind, eftersom befolkningens andel af ældre er stigende. Det er der hverken menneskeligt eller sundhedsøkonomisk råd til.

Opsporing er derfor afgørende. Det er uhyre problematisk, når forskere tager udgangspunkt i antal diagnosticerede borgere, for det fjerner opmærksomheden på et massivt mørketal, som det er nødvendigt at forholde sig til fra politisk side. Knogleskørhed kan forebygges eller udviklingen af skøre knogler bremses. Det koster ikke meget i sig selv, men det forudsætter, at de mænd og kvinder, der lever med sygdommen, bliver opmærksomme på den og informeres om, hvad de skal gøre for at fastholde deres knoglestyrke længst muligt.

Lad os få retvisende undersøgelser på bordet, så der kan blive truffet politiske beslutninger baseret på realiteter frem for skrivebordslister.

Ulla Knappe

Landsformand, Osteoporoseforeningen

 

[1] Kilde: ”Osteoporose. En afdækning af den samlede indsats mod osteoporose”. Sundhedsstyrelsen, version 1, 26. november 2018