Osteoporoseforeningen medlem logo
Bliv medlem

I anledning af den Internationale Osteoporosedag blev der tirsdag den 20. oktober uddelt tre forskningslegater fra Osteoporoseforeningen. Foreningens protektor H.K.H. Prinsesse Benedikte var med til at overrække de gode nyheder ved arrangementet, som fandt sted på Sjællands Universitetshospital, Køge.

Smil, glæde og gensidig coronaafstand var gennemgående hos de fremmødte ved Osteoporoseforeningens legatuddeling, som i anledning af den Internationale Osteoporosedag den 20. oktober blev markeret ved fremmøde af bl.a. foreningens protektor Prinsesse Benedikte.

Mette Friberg Hitz (Videnscenter for Knoglesundhed), Ulla Knappe (landsformand i Osteoporoseforeningen), Susanne Heering (Osteoporoseforeningens præsidium), H.K.H. Prinsesse Benedikte, Heino Knudsen (regionsrådsformand Region Sjælland), Per Bennetsen (regionsdirektør, Region Sjælland) og Niels Würgler Hansen (sygehusdirektør Sjællands Universitetshospital) på vej ind til legatuddelingen.
Mette Friberg Hitz (Videnscenter for Knoglesundhed), Ulla Knappe (landsformand i Osteoporoseforeningen), Susanne Heering (Osteoporoseforeningens præsidium), H.K.H. Prinsesse Benedikte, Heino Knudsen (regionsrådsformand Region Sjælland), Per Bennetsen (regionsdirektør, Region Sjælland) og Niels Würgler Hansen (sygehusdirektør Sjællands Universitetshospital) på vej ind til legatuddelingen.

Arrangementet blev afholdt i samarbejde med Videnscenter for Knoglesundhed på Sjællands Universitetshospital, Køge. Her kunne Prinsesse Benedikte på vegne af Osteoporoseforeningen uddele legater for i alt 200.000 kr. – legater, som skal fremme forskning i knogleskørhed (osteoporose).

”I Osteoporoseforeningen arbejder vi for bedre forebyggelse, opsporing og behandling af de de op mod 600.000 danskere, som har knogleskørhed. Derfor er det glædeligt, at vi i dag kunne uddele forskningslegater til tre fremtidsorienterende projekter, som peger ind i de stærke interesser, vi har i foreningen,” siger Ulla Knappe, landsformand i Osteoporoseforeningen.

Det anslås, at op mod 450.000 danskere har knogleskørhed uden at vide det.

Scanninger og knogledannelse
Knogleskørhed er en folkesygdom, som ikke har nogen ydre syptomer. I hvert fald ikke før en sygdomsramt oplever brud eller sammenfald. Derfor er kendskab til risikofaktorer samt scanning af danskere afgørende for, at flere opdager knogleskørhed i tide.

Det er en unik mulighed for tidlig opsporing af sygdommen til gavn for de mange patienter, som lider af knogleskørhed uden at vide det.
Simon Winther, klinisk lektor, ph.d., læge fra Hjerteklinikken på Regionshospitalet Gødstrup

En af legatmodtagerne ved dagens arrangement var Simon Winther, klinisk lektor, ph.d., læge fra Hjerteklinikken på Regionshospitalet Gødstrup, hvor han arbejder med CT-scanninger og knogleskørhed.

”Vi arbejder videre med vores tidligere resultater som viser, at rutine-CT-scanning kan afsløre knogleskørhed og forudsige risikoen for knoglebrud. Måling af knoglemineraldensitet ved CT-scanning medfører ingen ekstra stråling eller ekstra tid for patienten, da scanningsbillederne optages som led i udredningen af en anden sygdom. Det er derfor en unik mulighed for tidlig opsporing af sygdommen til gavn for de mange patienter, som lider af knogleskørhed uden at vide det. Dette er vigtigt, da knogleskørhed ofte opdages for sent, evt. først ved et knoglebrud,” siger Simon Winther, der modtog et legat på 70.000 kr., og fortsætter:

”Knoglebrud kan være alvorlige og endda dødelige. Dog findes en effektiv behandling, som styrker knoglerne og forebygger brud. Derfor er det vigtigt at diagnosticere knogleskørhed tidligt og behandle for at reducere risikoen for nye knoglebrud.”

Pressen var også til stede ved dagens arrangement.
Pressen var også til stede ved dagens arrangement.

Desuden modtog overlæge, ph.d., Torben Harsløf fra Aarhus Universitetshospital 60.000 kr. til oprettelse af en database over danske DXA-scanninger.

“Projektet skal bruges til at koble oplysninger fra DXA-scanninger med oplysninger om knoglebrud og andre sygdomme samt lægemidler. Herved kan man undersøge, om bestemte sygdomme medfører en risiko for knoglebrud, der er uafhængig af knoglemineraltætheden. Dette kan medvirke til, at man i fremtiden eventuelt kan behandle med knoglestyrkende medicin på et mere individuelt beslutningsgrundlag i stedet for efter et mål for knoglemineralindhold, der er ens for alle,” siger Torben Harsløf.

Det har været en inspirerende dag med fokus på fremtiden.
Ulla Knappe, landsformand i Osteoporoseforeningen

Den tredje og sidste legatmodtager blev ph.d.-studerende Xenia Goldberg Borggaard fra Afdeling for Klinisk Patologi ved Odense Universitetshospital, hvor hun undersøger, hvorfor der ses en forsinket knogledannelse hos ældre, som ofte fører til knogleskørhed.

”Pengene går til at udvikle en særlig metode, hvor vi ved hjælp af celler fra blodprøver kan undersøge mekanismerne bag den forsinkede knogledannelse hos ældre,” fortæller Xenia Goldberg Borggaard, der modtog 70.000 kr.

En vigtig sag
Blandt de øvrige deltagere ved legatuddelingen var bl.a. Osteoporoseforeningens landsbestyrelse og præsidium samt Ellab-fonden, repræsentanter fra Region Sjælland, Sjællands Universitetshospital m.fl.

H.K.H. Prinsesse Benedikte, de tre legatmodtagere og landsformand Ulla Knappe
H.K.H. Prinsesse Benedikte med de tre legatmodtagere Torben Harsløf, Xenia Goldberg Borggaard og Simon Winther samt landsformand Ulla Knappe.

Hovedtemaet for arrangementet var selve legatuddelingen, men deltagerne fik også indblik i, hvordan status og udviklingen er på osteoporoseområdet.

”Det har været en inspirerende dag med fokus på fremtiden. I Osteoporoseforeningen har vi i mange år kæmpet for borgere med knogleskørhed, og vi ser frem til, at vidensniveauet stiger, så vi kan gøre endnu mere for at bekæmpe denne sygdom, som lige nu har ramt op til 600.000 danskere,” siger landsformand i Osteoporoseforeningen, Ulla Knappe.

Under et oplæg fortalte centerleder ved Videnscenter for Knoglesundhed, overlæge, ph.d Mette Friberg Hitz om centerets arbejde for at fremme viden på området. Derudover fremhævede hun behovet for en koordineret indsats for opsporing af knogleskørhed – eksempelvis gennem forebyggelsesprogrammet FLS (Fracture Liaison service), som har til formål at forebygge sekundære frakturer.

Her fulgte regionsrådsformand i Region Sjælland Heino Knudsen (S) op ved at involvere de fremmødte i regionens fokus på knogleskørhed og lighed i sundhed generelt.

”Vi er som den første region med til at rulle FLS ud på alle vores akutsygehuse. Det er jeg både glad og stolt over, fordi vi på den måde styrker borgernes muligheder for at få samme tilbud, når de brækker noget og derfor møder vores sundhedsvæsen. Det øger i mine øjne ligheden i sundhed,” fortæller Heino Knudsen.

For yderligere oplysninger:
Kommunikations- og marketingsansvarlig Jonathan Hammershøi, Osteoporoseforeningen
Mobil: 2131 0424 Mail: jh@osteoporose-f.dk