Osteoporoseforeningen medlem logo
Bliv medlem Medlem
Osteoporoseforeningen bidrag logo
Støt os Støt
Kommunikationspraktikant i Osteoporoseforeningen: Vil du formidle en af Danmarks største folkesygdomme og gøre en forskel for andre?

Brænder du for at formidle? Motiveres du af at arbejde for en god sag? Og vil du prøve kræfter med skriftlig, digital, visuel og trykt kommunikation til forskellige målgrupper? Så er praktik hos Osteoporoseforeningen noget for dig.

Om os
Osteoporoseforeningen er en landsdækkende patientforening med over 14.000 medlemmer. Vi arbejder for, at færre får knogleskørhed, og at mennesker med sygdommen får et bedre liv. Takket være 175 fantastiske frivillige fordelt på 22 lokalafdelinger tilbyder vi fællesskaber og faglige arrangementer, så vores medlemmer og andre interesserede kan få mere viden om knogleskørhed. Det er der brug for. Op mod 650.000 danskere er nemlig ramt af sygdommen – størstedelen uden de ved det. Kommunikation er dermed centralt for, at vi lykkes med at udbrede kendskab til sygdommen. Det kan du bidrage til.

Hvad gør vi?
Vi er der, når vores medlemmer åbner postkassen. Når de sundhedsprofessionelle tjekker mails. Og vi er der, når den almindelige dansker scroller på Facebook eller læser nyheder. Ja, Osteoporoseforeningen er til stede på mange forskellige platforme. Vi formidler det nyeste stof fra sundheds- og osteoporoseområdet, og vi fortæller om fordelene ved at være medlem. Andre gange fortæller vi den ærlige historie, fordi den er vigtig at få frem over for landets beslutningstagere, når de skal træffe politiske beslutninger for fremtidens Danmark.

Hvem er du?
Du læser højst sandsynligt på en videregående uddannelse, hvor kommunikation, journalistik eller markedsføring er centralt. Du motiveres af at formidle – og du gør det gerne på flere platforme. Du kan dermed se dig selv folde dine egne idéer og evner ud i Osteoporoseforeningens kommunikationsunivers, og du har lyst til et praktikforløb, hvor du får ansvar og plads til at være kreativ inden for foreningens politiske rammer og strategi.

Hvem bliver dine kolleger?
Vi er et dynamisk sekretariat med fem faste medarbejdere og to studentermedhjælpere. Fra vores kontor på Park Allé i Aarhus arbejder vi for at indfri foreningens mål og løser opgaver for vores engagerede lokalafdelinger. Som praktikant kommer du til at indgå som en fast del af dagligdagen på kontoret, særligt med tilknytning til vores sekretariatschef, kommunikations- og marketingsansvarlig og vores mediegrafiker.

Hvad skal du lave?
Vi kommunikerer på en bred vifte af platforme og til forskellige målgrupper. Du får fx mulighed for at arbejde med:

  • Idéudvikling og artikler til medlemsblad, herunder portræthistorier og forskningsformidling
  • Indholdsproduktion til hjemmeside og sociale medier
  • Billeder og videoer, herunder reportageklip og annonceringsmateriale
  • Produktion af informationsmateriale til fx patienter og sundhedsfaglige
  • Annoncetekster
  • Korrekturlæsning og sparring

Vi kan garantere en masse praktiske udfordringer og variation, og da vi dækker hele landet, er der mulighed for at komme ud på spændende opgaver. Vi tilrettelægger forløbet i samarbejde og tager udgangspunkt i dine kvalifikationer og udviklingsønsker.

Lyder det som noget for dig?
Så send din motiverede ansøgning, CV og eksamensudskrift til sekretariatschef Camilla Nissen Toftdal på cnt@osteoporose-f.dk. Har du spørgsmål til opgaverne i praktikken, så kontakt kommunikations- og marketingsansvarlig Jonathan Hammershøi på jh@osteoporose-f.dk eller giv et kald på 21 31 04 24.

Praktikperioden er 6 måneder, gerne med start 1. august 2022. Der er mulighed for stor fleksibilitet og hjemmearbejde. Praktikken er ulønnet.

Ansøgningsfrist: Hurtigst muligt. Vi læser ansøgninger og inviterer til samtaler løbende.