Osteoporoseforeningen medlem logo
Bliv medlem Medlem
Osteoporoseforeningen bidrag logo
Støt os Støt

Anja vil arbejde for kendskabet til osteoporose

Anja har meldt sig som frivillig i Osteoporoseforeningen og opfordrer andre til at gøre det samme. Sagen mangler opmærksomhed, og sammen bliver opgaven lettere at løfte, fortæller Anja.

“Min osteoporose fylder ikke så meget i min hverdag, men det er rigtig dejligt at gøre noget for sagen, blive klogere og blive en del af fællesskabet. De fleste kender én eller flere med osteoporose, men ved alligevel ret lidt om sygdommen,” udtrykker Anja om hendes motivation for at blive frivillig.

Anja er 52 år og fik i februar 2022 konstateret osteoporose med en T-score på -2,5. Hun valgte at få foretaget en knoglescanning, fordi sygdommen var i familien, og hun var blevet advaret om, at sygdommen var arvelig. Anjas mor har osteoporose og er i behandling og hendes søster er blevet diagnosticeret med osteopeni, som er forstadiet til osteoporose. Anja opsøgte selv læge og behandling og efterlyser mere oplysning om og fokus på sygdommen. For sygdommen er underbelyst, mener hun.

Det er spændende
Anja meldte sig som frivillig i sommeren 2022. Hun havde lige skiftet fra et job langt væk til et nyt, tæt på hendes hjem, og ønskede at erstatte de mange timers transport med frivilligt arbejde. Valget faldt på Osteoporoseforeningen, fordi hun blev opfordret til at gå ind i den vigtige sag.

Vi har brug for at få sat fokus på forebyggelse, for man kan faktisk undgå knogleskørhed, hvis man kommer i behandling tidligt nok

Arbejdet som frivillig er stadig nyt, men det er spændende, og derfor har Anja meldt sig til bestyrelsen og tilbudt at tage rollen som formand. Noget af det arbejde, som Anja glæder sig til at tage fat på, er at rekruttere flere frivillige til foreningen, sætte nye aktiviteter i gang og få sat fokus på sygdommen lokalt. Anja ser frem til at føre sine ideer ud i livet og derved gøre en forskel for andre.

”Jeg vil opfordre alle til at gå samme vej – fordi fokus og åbenhed kan gøre, at hverken mænd eller kvinder behøver at opleve brud og sammenfald”, siger Anja i hendes opfordring til andre om at blive frivillige.

Se følgende video og hør Anjas opfordring:

Opdateret d. 6. februar 2023